1. Clemensbrev

Fra Hl. Clemens har vi et brev, som han har skrevet i Rom til den kristne menighed i Korinth. Det kaldes 1. Clemensbrev, eftersom der er flere og lang senere skrifter, der bærer hans navn. Anledningen til brevet er et oprør, som nogle af menighedens medlemmer har rejst mod ledelsen. Hl. Clemens roser ellers menigheden for at være kendt for sin tro, gæstfrihed og indbyrdes enighed. Men Hl. Clemens indskærper nu, hvad det vil sige at have en kristen tro. Han nævner en række af de bibelske personer, som skal være menighedens forbillede. Enigheden i menigheden skal også komme til udtryk i gudstjenesten, og man skal rette sig efter dem, som apostlene har indsat som menighedsledere.

Han skriver også: "Dag og nat viser os en opstandelse: Natten sover, dagen står op; dagen går bort, nat kommer frem. Las os tage frugterne: Hvordan og hvorledes foregår såningen? Sædemanden gik ud og kastede hvert af sædekornene på jorden; de faldt tørre og nøgne på jorden, og de tilintetgøres - så oprejser Herskerens majestæt i sit forsyn dem af deres tilintetgørelse, og af det ene vokser flere og bærer frugt".